Sol, Sejr og Bjørn

13. maj 2016 § Skriv en kommentar

Jeg sad i toget på vej hjem til Arendal. Strækningen fra Nelaug til Arendal er utrolig smuk. Norsk landskab med bjerge, flod og masse træer, netop sprunget ud. Tilfældigt faldt jeg over denne artikkel
»Forestil dig, at ingen nogensinde talte om dine børn, og at hver gang, du gjorde det, så kiggede folk væk og talte om noget andet. Det er det, jeg oplever hele tiden«.

Sådan gengiver journalist og radiovært Esben Kjær omverdenens reaktion, efter at hans 7-årige søn Sebastian i sommeren 2012 døde af kræft. Citatet er fra artikkelen, og da jeg havde læst den besluttede jeg mig for to ting:

1. Jeg vil skrive denne post.
2. Jeg vil give navn til de som jeg mistede.

For egentlig er jeg heldig. Jeg har aldrig mistet et levende barn. I hvert fald ikke et som er kommet ud af min mave. De to jeg fik er friske og raske, og vil forhåbentlig være det resten af mit liv. Men jeg har forsøgt at få seks børn. Fire gange har jeg måtte erkende at min krop ville det anderledes. I alt har jeg gået gravid mere end 2 1/2 år, og altså kun fuldbyrdet to af mine graviditeter. Jeg ved at jeg har skrevet om det før. Her. I min åbne dagbog. Og jeg snakker om det. Faktisk kan jeg finde på at fortælle det første gang jeg møder dig. Men der er meget sjældent nogen som spørg mig om det.

Jeg har en veninde som har været helt fantastisk. Men ingen andre husker det. Eller spørg mig, når fødselsdagen nærmer sig, eller det som skulle have været en fantastisk dag gør det. Det er måske også lidt meget at holde rede på… Men for mig så står det meget klart. Jeg husker datoerne. Selvfølgelig gør jeg det.

Min første graviditet som ikke gik, er jeg i dag forlængst forsonet med. Kæresten blev skiftet ud, og det skulle nok aldrig have været os, så et skilsmissebarn mindre er jo godt for alle parter. Men det tog tid. Og jeg blev nok først ordentlig lykkelig igen, når jeg fik min første søn.

Men de tre sidste ligger som åbne sår, der stadig ikke vil holde op med at bløde.
Jeg har erkendt nu, at jeg ikke får flere børn. Kroppen vil bare ikke, og det samme vil manden ikke. Jeg vil heller ikke. Jeg vil i hvert fald ikke opleve det en gang til. Jeg synes navnet i sig selv er vulgært og ækelt, og jeg klarer ikke at kalde det, hvad det er. For det er så meget mere end det. Det er og miste håbet, drømmende og længslen efter at føle den enorme kærligheden som man gør til de mennesker man sætter i verden.

Og så er det et helt enormt tabu. Og lidt patetisk at man kan blive så ked af noget, som er så småt og ubetydelig. Man er jo nærmest en taber, når man gider hænge sig op i sådan noget… Så fuck hvor har jeg grædt når jeg var alene, og ingen så mig. For jeg har så mega ondt af mig selv. Det går næsten ikke an at være så patetisk når man har to sunde, raske og helt fantastiske børn, i forvejen.

Jeg ved, at det ikke handler om kærligheden jeg har til de to andre i forvejen. Den er stor og uendelig. Men det handler om kærligheden som jeg har mistet. Det handler om en svær proces, hvor jeg ikke fik lov til at bestemme selv. Og så handler det om at give slip. På alle de fødselsdage som skulle have været, alle knusende og krammende. Alt det fantastiske vi kunne have fået. Give slip på tankerne om D og B som verdens bedste storebrødre. Og V og jeg som en storfamilie med tjek på alt.

Vi har stadig en masse og jeg er så glad for det. Hver dag så kysser jeg mine drenge ekstra længe og fortæller dem hvor heldig jeg er. Smerten den er der, og forhåbentlig så bliver den mindre, men det havde hjulpet om nogen turde spørge mig, hvordan det føles, om nogen havde anderkendt at jeg skulle have haft fem børn.
Og de tre sidste de havde haft navnet: Sol, Sejr og Bjørn, og de havde været helt fantastiske, akkurat som deres brødre.

Jeg kommer altid til at mangle en rundt middagsbordet. Men det får jeg leve med.

Det måtte blive Prince

22. april 2016 § Skriv en kommentar

Som de fleste andre i denne verden, så drejer min verden sig om mig…

I går blev jeg som mange andre rammet af en pludselig sorg, da en af mine yndlings musikere gik bort. Alt for tidlig. I dag mens jeg sad og drak min formiddagskaffe kom jeg så til at tænke på, at også koncerten jeg skulle have været på med Prince blev aflyst, altså måtte det være ham, som røg denne gang.
24. 7.2011 havde jeg billetter til koncerten jeg havde drømt om i to tiår – endelig skulle jeg få lov til at se Prince live. Desværre ved vi jo hvad som skete, og koncerten blev aflyst. Det blev sat op en erstatningskoncert, men der havde jeg ikke mulighed for at rejse til Oslo.

Også koncerten med David Bowie blev aflyst, da jeg endelig skulle se ham på Roskilde. Her var det en idiotisk fan som kastede en slikpind og som selvfølgelig stod frem efter hans død og fik sin 15 minutters berømmelse. Patetisk.

Med Michael Jackson var det bare mine forældre som syntes jeg var for ung, mens resten af mine venner rejste til København og havde den mest fantastiske koncert.

Men rolig, der er nogen koncerter jeg har set, så vi kan regne med at Sting, Annie Lennox og Moloko blir virkelig gamle. Det som bekymre mig mest er at jeg stadig ikke har fået set Dave Matthews. Då jeg foreslår ham en Norges-turne meget snart…

Men alle mine tanker om musik fik mig til at tænke på, hvordan jeg har det med musik. Som mange i min generation voksede jeg op med plader og kassetter. I bilen på vej til ferie hørte vi ofte det samme bånd igen og igen. Og derfor kan jeg næsten alle TV2s sange uden ad, det samme med Kim Larsen, Lis Sørensen (som var min fars favorit) samt Gnags. Senere når min søster fik egen ghettoblaster blev det Thomas Helmig og Whitney Houston som blev spillet så meget at min far blev gal.

Alligevel så er mit stærkeste minde om musik mine forældres plader, og jeg hørte dem alle – og blev på den måde ret så smittede med begge deres musik smag. Jeg fik aldrig sansen for Chicago som jeg tror var det band de bedst kunne lide, at dømme ud fra antal plader.
Men The Doors blev min. Og jeg kan stadig lytte til det og tænke på følelsen jeg fik, når jeg hørte musikken første gang.

I dag bekymrer jeg mig, sikkert som mine forældre før mig, om hvilken musiksmag mine børn kommer til at få… Deres tilgang på musik er jo eksplodert, og lige nu bruger de mest Ipaden til at finde musik på Youtube. Jeg er bestemt ikke en snob når det kommer til musik og kan faktisk blive begejstret for det meste, hvis nogen sælger det ordentlig ind til mig, men alligevel så blive jeg helt gal af det “affaldsmusik” som markedsføres til mine unger.

Det eneste lyspunkt er vel at begge drengene er ret så vilde med “John Olav Nilsen og Gjengen”, som jeg heldigvis nåede at se på Kulturhuset, så regner med han også blive virkelig gammel.

Hvil i fred Prince.

7 år som nordmand?

17. december 2015 § Skriv en kommentar

For 7 år siden fløj jeg til Oslo, og kørte min svigerfars bil til Arendal sent på aftnen. Et par dage før hentede flyttemændene alle vores ting på Islandsbrygge, og nu var det alvor. Beslutningen var taget. Tingene flyttet og i Arendal ventede et hus jeg havde købt uden og have set det.
Årene i Arendal har på mange måder været anderledes, end jeg ventede. Alligevel helt som forventet. Det var jo ikke sådan at Norge var et fremmed land, som jeg ikke kendte. Og jeg flyttede ikke kun væk fra min familie, men også hjem til familie. Jeg flyttede til min mands fødeby, der hvor hele hans slægt er vokset op.
De sidste måneder har jeg i mødet med flygtningene taget mig selv i at tænke på min egen situation. Velfærdsflygtning som jeg er.
For sandheden er at vi flyttede fra Danmark i starten af den økonomiske krise. Min mand blev fyret første dag, han kom tilbage fra barsel, og sommeren inden havde vi ledt efter nyt hus uden at kunne finde noget vi kunne betale os fra. Valget var på mange måder enkelt. Vi flyttede fra et velfærdssamfund til et andet, vi beholdt vores sikkerhedsnet, vores familie, vores venner og begge havde fået nyt arbejde i Arendal, da vi flyttede. Så chancen for ikke at få det godt var lille.
I syv års perspektivet er det gået os godt. En til fantastisk dreng, nye jobs med flere udfordringer, mindre skat og råd til at købe sommerhus i Danmark. Eller lad mig sige det sådan, om nogen af flygtningen som er kommet til Norge nu, opnår det samme som os på disse syv år, så tror jeg, at de vil være mere end taknemmelige.
Alligevel så sidder jeg igen med alt for mange tanke om hvad nu hvis… Jeg tager mig selv i at læse jobannoncer i danske aviser og drømmer om, hvordan det havde været at bo i Danmark igen. At børnene lærte sig dansk, at jeg kunne spise middag ved min mor et par gange i ugen, shoppe med min søster og snakke med mine “gamle” veninder om alt som er vanskelig.
Jeg længes efter min egen kultur. Min danskhed. Jeg ser håndbold pigerne på TV og føler mit danske hjerte skal sprænges. Forsøger mig med den danske ironi og mislykkedes. Det er et eller andet inde i mig som ikke passer ind. Og jeg oplever at det er vanskelig at italesætte. Det er som om det ikke er lov at være utilfreds i verdens bedste land at bo i.
Jeg påpeger for mine norske venner at jeg er udlænding, men mødes af en modstand.
“Nej, du er da ikke udlænding. Du er jo dansk,” siger de, og mener det godt.
Jeg tror de sætter lighedtegn mellem udlænding og noget negativt.
Men jeg er faktisk glad for at jeg er udlænding. Jeg tager det som en mærkevarer som giver mig mere indsigt, både i landet jeg lever i, men også det jeg kom fra. Jeg bilder mig selv ind, at det giver mig redskaber til at gøre tingene anderledes, at jeg bidrager på en anden måde, og at det gør en positiv forskel. Det fordi jeg tror på mangfoldet. Jeg tror på at forskellighed gør os stærkere. Det fordi jeg ikke vil, at vi alle er ens.
Jeg vil at vi skal kunne være hvem vi er. Jeg orker ikke at skamme mig over, at jeg er dansk og ikke altid passer ind. At jeg nægter at tage alt som er norsk for sandheden, og gå på tur når jeg er sur.
Jeg elsker Danmark. Kærligheden bare vokser og vokser jo længere jeg er væk fra hendes skød. Jeg ikke stolt af vores politikere eller de valg, de som bestemmer har taget, men jeg er stolt af min historie, vores kultur og vores frisind. Ironien er medfødt og jeg elsker den danske sarkasme. Jeg længes efter at kunne gøre grin med alt som er vanskelig, og jeg nægter altså at overtage koklokkerne og den norske tophue, ligsom jeg insisterer på at vi godt må fremsnakke hinanden selvom vi er Sørlændinger eller nordmænd.
Så hvad sker med en, efter man har boet syv år i et andet land, bliver man norsk af det? Man kan jo få statsborgerskab. Jeg tror det ikke. Og jeg snakker forsat ikke norsk. Så jeg tror man er godt naiv, hvis man forventer det af alle de som kommer nu.
Jeg tror vi må skrue forventningene ned til vores ny medborgere og i stedet anderkende det de kommer med. Det kunne jo være at deres bidrag var det som styrket os. At det de kom med, var så anderledes, at vi rent faktisk lærte noget, måske enda om os selv.

Jeg vil bare være glad

27. november 2015 § Skriv en kommentar

Min mor har altid sagt: Hvis bare du er lykkelig.

Underforstået så kunne jeg gøre lige hvad jeg ville. Men det er ikke altid let og leve op til, skulle jeg hilse og sige…

I dag har jeg tudbrølet. Det må man godt. Ikke så tit, men når man trænger det, så er det lov. Men grunden er ikke så god, og faktisk så gør det mig så forbandet. Det var nemlig et lægebesøg. En gynækolog. En af de desværre dumme og uempatiske læger, som der også findes. Men det er ikke det værste, altså det at jeg kom til en læge som ikke ville hjælpe…
Nej, det som er det værste er, at besøget egentlig ikke forandret spor, hverken til den gode eller dårlige side, så hvorfor gjorde det mig så – så ulykkelig?

Inde i det her hoved, der bor en lille idiot, som nogengange glemmer det som er vigtig. Og som hele tiden sammenligner sig med andre… Hun tænker mest på hvad der foregår inde i alle andres hovder, og meget lidt på, hvordan der er inde i hendes eget. Hun ser glade billeder på FB og tænker at alle andre er meget mere lykkelige end hun er. Hun tror at alle valg hun har taget, kunne have været taget bedre, og at alt som sker er hendes egen skyld. Hun går bare og venter på at katastrofen skal ske. Og når den sker, så hvisker hun “Hvad sagde jeg”!.

Hun er i det hele taget pisse-irriterende at have inde i hovedet. Lidt som en sort Lille My. Desværre så ved jeg at hun har mange veninder, søskende og kusiner. Det sidste år har jeg gjort noget helt utrolig tabubelagt, som man næsten ikke kan skrive på en selvoptaget blog som denne, men jeg har gået i “gruppeterapi”. Det skulle man jo ikke tro, at jeg kunne have brug for, når man ser min FB-profil. Men det som er det aller beste ved den her gruppe, det er at de fortæller mig om deres Lille My. At de fortæller mig at livet er vanskelig. At også deres dage kommer i mange farver og mange af dem er grå. At livet bare er noget forbandet lort en gang imellem, og at den eneste som kan stå op og komme videre, det er en selv.

Så ja mor, jeg gør lige hvad jeg har lyst til, men nogen gange er jeg tilfreds med – bare at være glad.

Døden

5. november 2015 § Skriv en kommentar

Døden er en mærkelig ækel størrelse, som står bag os alle, og venter… Når den rammer dig, så er det egentlig fuldstændig lige meget om du har været et dumt svin, eller det modsatte. Men når den rammer nogen du har nær, nogen du elsker, så er det så ufattelig svært. Det kommer snigende som små kryb, så var det deres fødselsdag, eller dødsdag… Det følger dig resten af livet, og gør dig kold og klam ved tanken om at den igen kan tage nogen du er glade i. Jeg husker alle jeg har mistet og savner dem så det gør ondt.
Døden kan gøre mig så trist. Jeg bliver overvældet af hvor uretfærdig livet er.
Da min moster døde, sagde jeg til min mor, at hun var heldig, fordi hun aldrig mistede de hun havde kær.
Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det, men jeg mener det forsat.
Jeg forbander den dag du kom ind i mit liv og tog min uskyld.
Jeg savner jer helt forfærdelig, hver eneste dag, eneste dag.
Jeg tænker på alt det dejlige i går glip af, og så blir jeg næsten kvalt bare ved tanken om hvis tur det er næste gang.

Heldigvis har jeg lært at livet går videre, at jeg har meget at leve for (tænker jeg må skrive dette, da det ovenstående kunne lyde som starten på et selvmordsbrev…).
Jeg tror jeg skriver dette i dag, fordi en god ven har fødselsdag. Jeg kendte ham ikke godt, men han var et menneske som gjorde et usletteligt indtryk. Et menneske som var godt. Helt igennem godt. Sådan som min moster, onkel, morfar, mormor, Tonje, Arne og alle de andre som er døde før mig. Det er ikke mange. Langt fra de som sikkert kommer… Men jeg tænker på døden fordi jeg skal være gudmor i weekenden. For min allerbedste venindes søn og jeg glæder mig så uendeligt. Jeg er stolt og glad fordi jeg ved, hvad som er sket for min veninde, og jeg ved, at hun har været helt alene. Men nu er hun det ikke længere. Nu er der liv. Igen. Det er den der forbandede cirkel, som går rundt og rundt. Og minder os på, at når vi er væk så forsætter livet. Heldigvis.

Min teori om den danske lykke

7. oktober 2015 § Skriv en kommentar

“Jeg trænger ikke terapi men at komme til Danmark”

Jeg faldt over en “kampange” på Facebook, hvor nogen vil have trykt ovenstående “hoodies” med denne tekst i engelsk. Og jeg bare elsker den. En ting er at det gør mig lidt stolt at komme fra verdens lykkeligste land, en anden ting er, at jeg meget ofte har det sådan, udenlandsk dansker som jeg er.

I lang tid har mange funderet over, hvorfor danskerne er så lykkelige, og her nylig spekulerede en god norsk journalsit veninde over det i sin klumme, efter hun havde været på efterårsferie i Danmark, og det fik mig til igen at tænke over det. Hendes pointe var nemlig at Norge også har et velfærdssamfund, med ligestilling og mange af de ting, som udenlandske medier har fremhævet som mulige forklaringer på, hvorfor vi er så lykkelige, os danskere.

Alt dette fik mig til at tænke, og så dukkede den her tanke op – måske er vi lykkelige fordi vi italesætter det?

I forbindelse med lokalvalget her i Norge, var jeg til et arrangement med kommunikasjonsforeningen, og det som gik igen i vurderingen af, hvem som ville vinde valget, var at det vil være det parti som får lov til at definere det vi snakker om!
Og sådan er det jo i Danmark, alt handler om lykke.

Vi danskere elsker jo at snakke om lykke! Vi snakker næsten ikke om andet. Vi siger tillykke, vi ønsker lykke til, vi forventer at vi skal blive lykkelige, være lykkelig og stræbe efter lykke.

Benny Andersen skrev “lykken er ikke det værste man har”
TV2 var nærmest lykkelige.
HUG spurgte os “Hvorfor er lykken så lunefuld”

Men alt i alt fik det os bare til og mærke lidt mere efter, hvor er nu den lykke? Er jeg lykkelig nu? Gør mig lykkelig lige nu…

Det er måske en svag teori, men jeg mener det alvorlig. Ingen nordmænd går op i sådan, tror faktisk ikke jeg er blevet spurgt en eneste gang, om jeg var lykkelig, mens jeg har boet her. Men hvis man deler et glas vin med en dansker er emnet straks på bordet. Du kan næsten ikke se en dansk dramaserie uden at den kredser om den lykke, som vi alle mener at vi har krav på.

Så det er jo ikke så mærkeligt at vi vurderer os selv som de lykkeligste, for vi har faktisk mærket efter og konstateret at det går meget godt, både når vi sammenligner os med andre, men også når vi tænker over, hvor meget lykke der egentlig er omkring os.

Medmenneske

8. september 2015 § Skriv en kommentar

Da jeg var barn, rejste hele min familie til Tyrkiet. Vi var min mor, far, min moster, onkel og os fire lyse blonde piger med fem års mellemrum. Vi var i Istanbul ved en stor berømt moske, da en mand med tyrkisk udseende henvender sig til os på dansk. Han fortæller han er ingeniør og arbejder i Danmark. Hans mor har aldrig mødt nogen danskere og derfor ender vi med at drikke the ved hans mor. Mit første møde med en familie som er væsentlig anderledes end min. Det er i 80erne engang, og i den lille by hvor jeg bor er der absolut ingen mennesker, som ikke er hvide undtagen de få adopterte børn… Så mødet gør et stort indtryk på mig. Vi sidder eksempelvis på puder på gulvet og drikker stærk the med masse sukker. Dengang var der sikkert allerede debat om arbejdsindvandre, men for mig blev dette et positivt møde, og måske det som har påvirket mit synd på “fremmede” – for de var jo hyggelige, imødekommende og interessert i at blive kendt med os…

Dengang var Danmark et smørhul, et sted hvor det var fint og bo også som udlænding. Jeg ved ikke om det er sandt mere. Og det gør mig uendelig trist.

De sidste dage er der skrevet og ment utrolig meget om den pågående flygtningekrise og Danmarks svar på den. Alting er langt væk, og jeg er jo egentlig ikke involvert og så alligevel i går blev jeg kontaktet af en som havde en slægtning som er på flugt. Han var i Tyskland og ville til Norge. Det vigtigste var ikke at blive taget i Danmark. …

Når jeg voksede op i Danmark havde jeg aldrig troet at det ville komme til det punkt, at Danmark ville blive et land som folk ikke vil til! Vi har jo alt – et velfærdssamfund, skiftende årstider, fantastisk humor… for ikke at snakke om et demokrati og menneskerettighederne bliver stort set overholdt.

I dag fik jeg så en ny melding. Han var blevet stoppet i Danmark…

Åh nej… Det værste var sket…

Han var heldigvis ikke blevet registreret og mente han kunne flygte derfra…

Jeg brugte mit netværk… Kunne nogen hente ham og få ham videre. Jeg har de bedste venner selvfølgelig var der en som ville hjælpe. Men det blev ikke nødvendig.

Meldingen fra min ven: Øv, havde glædet mig til at være lidt af en helt.

Og hold kæft hvor jeg kan følge ham! Jeg har det sådan!
Når ens regering (om man har stemt på den eller ej) har besluttet ikke at være med på at finde en løsning på et problem, som handler om mennesker. Desperate mennesker, som bare trænger medmennesker. Når desperate mennesker vælger dit fædreland fra, fordi det gennem flere tiår har fået et rygte som intolerancens land, stedet hvor folk kan sige hvad som helst om dig alene baseret på dit udseende og din religion. Hjemstedet for muhammed-skandalen. Landet hvor ytringsfrihed er blevet til stedet, hvor alt skal siges, også selvom det sårer.

Mit stolte gamle fædreland, som jeg elsker mere end man skulle tro var muligt (og muligvis fordi jeg nu ikke bor der længere) – svarer på tidens største flygtningekrise ved at indrykke annoncer om, hvor forfærdelig det er at være udlændig i dette landet.

Måske er jeg ødelagt af den der fejlslået humanisme som folk har travlt med at angribe, men mit hjerte bløder…

Jeg er ulykkelig, fordi jeg ikke længere kan være stolt af at være dansk!